Jeg syntes ellers, det var lykkedes mig at forfatte en ganske sober og helt ukrænkende tekst til denne for de fleste mennesker så skelsættende oplevelse i ens liv - og så havde jeg endda fundet sådan et sødt billede af min første kæreste og mig fra min ungdoms fagre vår - så Øv !
Nå, men så ka' jeg da heldigvis blive i et beslægtet emne: Jeg har nemlig lavet så meget krudt, som jeg tror de færreste har gjort.
Jeg ved ikke hvor jeg lærte det (måske i kemi-timerne på Lundegade med Hr. Stenild-Jensen) - men i mange år, fra jeg var ca. 13 år, var jeg en flittig kunde hos Materialist Poulsen på Torvet. OK, jeg kom aldrig længere end til at basere det på NatriumClorat, svovl og trækul - så det blev aldrig 'rigtigt' sortkrudt (og sikkert Tak For Det) - hvortil man jo skal bruge Salpeter - endda af den 'rigtige slags' - og lige det lykkedes det mig aldrig at få fat i - så igen: Tak, Forsyn !
Jeg har som teenager købt rigtig mange kilo af det der hvide stads - og jeg glemmer nok aldrig hvordan materialist Poulsen med meget alvorlig mine kiggede på mig henover sine briller og sagde, at han virkelig undrede sig over hvor meget ukrudt, min mor dog ku' have i sin have! - specielt, når jeg også lige sku' ha' 300 gram svovl og 500 gram trækul (eller var det omvendt?).
Jeg og vekslende kammerater lavede specielt meget af noget, vi kaldte 'papirkrudt' - som baserede sig på en gulvspand med vand - et par gamle aviser - et kvantum NatriumClorat - ja, og så en masse solvarme. Er du vimmer, hvor ku' det sige 'scjumm' når det lige fik en tændstik. Det brugte vi meget til vores små selvgjorte raketter - men til at få noget i kredsløb, ku' det altså ikke bruges!
Efter sådan en omgang havde min mors have et par dage efter hverken krudt eller ukrudt - og plænen var overdænget med brune udgåede områder.
Jeg lavede stort set kun raketter (den gang havde USSR lige sendt sin første Sputnik op - og aviserne var jævnlig fyldt med prægtige billeder af de store og imponerende raketter) - så det var jo alt sammen utroligt spændende for en nysgerrig knægt som mig - og tænk, jeg fik sgu' lov til det.
Nu gik det heldigvis godt - alt sammen - på trods af de mange år, hvor det jævnligt stod på. Men lad ALDRIG jeres børn lege med krudt - det er beskidt, det lugter og så er det ekstremt brandfarligt !!