Poul Starch Sørensen

Data Design ApS

Mit lille LØN-firma, der har givet smør på brødet !

FerieKonto-afregning Sådan FeriePenge-afregnes en Funktionær i WinLGA

Som skrevet før har hele mit voksenliv siden 1974 handlet om EDB-programudvikling - først i A/S Regnecentralen - så fra 1979 i et firma, der hed Sysplan A/S - altid var det i en genre, man ku' kalde 'administrativ EDB' - og (næsten) lige fra starten har jeg programmeret i 'det samme sprog', nemlig noget der hedder Databus (PL/B). Jeg har altid opfattet mig som 'håndværker' (og fx ikke som IT-specialist) - jeg har brugt mine evner for at sætte mig i kundens sted (forventninger/behov) - og så brugt mit hoved som stemmejern og høvl til at lave netop 'den kommode' kunden godt ku' tænke sig - for at sige det lidt populært.

I Sep/81 startede jeg som selvstændig - jeg kaldte mit firma Data Design - og jeg har lige siden haft arbejdsplads 'der hvor jeg bor'. Det var en dyr start: der sku' betales GoodWill for overtagelse af adgang til nogle kunder - og specielt kostede mit arbejdsredskab, minicomputeren (det hed det den gang) Datapoint den nette sum af 150.000,- (i '81 !!) - så det var med nødvendig 'gå_på_mod' samt lettere skælven at jeg startede på egen hånd.

Hurtigt viste det sig (via min gode kunde Ferrosan A/S) at det sku' blive netop den særgren indenfor EDB, der hedder LØN-systemer, at jeg med fordel ku' basere min fremtid. Mit produkt/program/system kaldte jeg for LGA-løn og jeg lavede det 1983. Selvfølgelig har det gennemgået utallige feature-udbygninger i de forgangne 26 år - men essentielt ligner det stadig det oprindelige produkt.

Billedet viser hvordan man FeriePenge-afregner en funktionær, når sådan een holder op. LGA indeholder hundredvis af sådanne billeder til forskellige formål og behov i en virksomheds lønningsbogholderi.

Igennem alle årene har det været utroligt spændende at holde sig godt orienteret om beskatningsregler, S74-blanketter, PBS-overførsler, lønskalaer, pligtige lønstatistikker, eIndkomst o.m.m.m. - jo det er skam en spændende og udfordrende metier sådan at lave lønprogrammer.

Copyright © SmørFlyveren 2010